Odense Fortællekreds Præsenterer: Kristuslegender. Selma Lagerlöf genfortalt i Odenses kirker september-november 2026
Levende og nutidig genfortælling med udgangspunkt i Selma Lagerlöfs forfatterskab, særligt bogen ”Kristuslegender” fra 1904.
En flok finurlige folk fra Odense Fortællekreds går på besøg i en række odenseanske kirker og sognegårde. Med hver deres stil og stemme genfortæller de Selma Lagerlöfs ”Kristuslegender”, så de gamle historier igen bliver lette og levende i sproget.
Der lægges op til hygge og nærvær, men også til eftertænksomhed.
Tid og sted:
Søndag d. 8/11 – Odense Valgmenigheds Kirke kl. 16.30 – Gudstjeneste
Fredag d. 20/11 – Dyrup Kirke kl. 14-16
Søndag d. 22/11 – Hans Tausens Kirke kl. 16.00 – Gudstjeneste
Onsdag d. 25/11 – Munkebjerg Kirke kl. 10-12
Det vil være lidt forskelligt, hvilke fortællere, der kommer fra gang til gang, så du er velkommen til flere af arrangementerne.
Selma Lagerlöf (1858-1940) er en af de betydeligste svenske forfattere gennem tiden. I en tid, hvor kvinder endnu havde svært ved at blive anerkendte som kunstnere, udmærkede hun sig ved at bryde igennem som forfatter også internationalt, og modtog bl.a. Nobelprisen i Litteratur i 1909 som den første kvinde nogensinde. Hun var en markant skikkelse i sin samtid, deltog i tidens debatter og fik også stor betydning for fremtidige generationer, da hendes børne- og undervisningsbog ”Niels Holgersens Forunderlige Rejse Gennem Sverige” (1906-1907) blev skrevet til brug i den svenske folkeskole.
Kristendommen spiller en stor rolle gennem hele hendes forfatterskab, både direkte og indirekte, og i ”Kristuslegender” fra 1904 digter hun frit og underfundigt videre på fortællingerne om Jesu liv og død.
Odense Fortællekreds er en forening af folk på Fyn som elsker at høre og fortælle historier.
Foreningen er et åbent netværk, hvor alle som interesserer sig for eller udøver mundtlig historiefortælling kan holde sig orienteret om arrangementer og aktiviteter på Fyn.
Her kan man læne sig tilbage og nyde at høre andre fortælle, man kan selv forsøge sig som fortæller ved ”Åben Fortællecafé” eller man kan blive medlem af en af ”Fortællecirklerne”, hvor man jævnligt mødes for at øve sig i at fortælle for hinanden.
Der er også både hel- og halvprofessionelle fortællere i foreningen, der gerne kommer ud og fortæller f.eks. på skoler og i kulturhuse. Dem finder man på hjemmesiden https://fynske.fortaellescene.dk/ , hvor man også både kan læse om og selv annoncere for kommende arrangementer.
Skulle man have lyst til at melde sig ind i foreningen, koster det kr. 200 om året – kontakt os på kontakt@odensefortaellekreds.dk for at høre nærmere.

