Svendborg Forsamlingshus er nu klar med et program for efterårets formiddagsfortællinger – hver den første onsdag i måneden kl. 10.00.
Onsdag d. 4. september kl. 10.00
Gedebukken og Gravlilje
efter Selma Lagerlöfs roman -En Herregårdshistorie.
af Torben Wahlstrøm
Kan kunsten og kærligheden forløse traumer?
Hvem rejser dig, når du falder?
Efterårets formiddagsfortællinger indledes med Selma Lagerlöfs mytiske roman fra 1899. Vi møder den skøre omvandrende kræmmer Gunner Hede. Han er ejer af en lille herregård i Dalarna, men er fastlåst i en tilstand af angst. Han ved ikke, hvem han selv er.
Vi møder den unge forældreløse kvinde Ingrid Berg, der som purung pige forelskede sig i Gunner Hede, da han studerede i Uppsala. De to mødes mange år efter, men genkender ikke hinanden. Det er et psykologisk drama om angst, kærlighed, ensomhed, social udstødelse og sorg. Kender vi til det i vor tid?
*
Onsdag d. 2. oktober kl. 10.00
Hvad sker der, når maskinen får magten over mennesket?
Fortælleren Lena Bjørn fører os ind i Frankensteins robot- univers i fortællingen:
Mary og Monstret
Hvis jeg siger Mary Shelley, er der ikke mange, der ved hvem jeg taler er om. Hvis jeg siger Frankenstein, ved de fleste, hvem det er. Mary Shelley var kvinden, der skrev romanen Frankenstein. Det gjorde hun som 18-årig. Hun var – for sin tid – en ganske usædvanlig kvinde. Jeg fortæller hendes historie og historien om Frankenstein. Du tænker sikkert på den som en gyser, men den er meget mere end det. Det er historien om, at det vi skaber, kan vende sig imod os, hvis ikke vi tager ansvar for det. Det er en fortælling om ambition og grådighed, der lokker os til at blive større end naturen tillader.
Lyder det som noget, der har relevans i dag?
Varighed ca. 1½ time incl. pause
*
Onsdag d. 6. november kl. 10.00
Nis Boesdal
Det poetiske køkken
Kom i underholdende selskab med Nis Boesdal til en aften med både grin, eftertanke og holdninger til madlavning. Må børn være i køkkenet, når der bliver lavet mad? Og hvor lang tid skal vi bruge på at være sammen om at lave aftensmad? Nis tager pulsen på “Måltidets time”: Er den druknet i de moderne samtalekøkkener, hvor familien kun undtagelsesvist spiser på samme tid? Foredraget er et provokerende debatoplæg med udgangspunkt i en Italiensrejse, hvor man har et helt anderledes forhold til måltidet.
*
Onsdag 4.december kl. 10.00
I DISSINGS SLÆDESPOR
musikalsk foredrag og fællessang ved Christian Søgaard
Kom med på en spændende slæderejse i Grønlands musikalske natur.
Christian Søgaard har spændt hundene og harmonikaen for, og hans rejsefælle er Poul Dissing.
Povl Dissing spillede igennem hele sin musikerkarriere ofte i Grønland. Her fik han mange venner, der lærte ham nogle traditionelle grønlandske sange. Tilbage i Danmark blev melodierne og de intense møder inspiration for Povl Dissings sangskrivning. Tekster der omhandler mødet med grønlænderne og deres gamle sagn, men også mødet med sine egne landsmænd og om, hvad vi mon i grunden gør i det store fantastiske land. Han er den eneste danske sangskriver der, til dags dato, har skrevet en række sange om Grønland. Sangene står i dag som tankevækkende poetiske udsagn om relationen i rigsfællesskabet og taler i sit eget jævne sprog til alle, der har lyst til at høre om Grønland.
I de 12 år harmonikaspilleren Christian Søgaard og Povl Dissing spillede sammen, gik turen ofte til Grønland. Gennem fællessang, gode historier og egne fortolkninger af sangene tager Christian Søgaard os med på en spændende tur i Dissings slædespor.
Christian Søgaard har en livslang relation til grønlandsk kulturliv som musiker, kapelmester og komponist.